Klima og komfort: en fælles udfordring

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Send oliefyret på pension og få varme med grøn strøm i stedet. Sådan lyder opfordringen fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Men hvorfor al den fokus på energiomlægning?

Det sker sjældent at verdens ledere over en bred kam kan nå til enighed om noget som helst. Derfor blev det kaldt intet mindre end en »historisk sejr« for klimaet, da 195 lande i 2015 blev enige om at underskrive den såkaldte Paris-aftale. Den betød nemlig ikke bare at verdenslederne i samlet flok anerkendte klimaforandringerne som et menneskeskabt problem. Men også at de enkelte lande er villige til at modarbejde disse klimaomvæltninger ved at begrænse udledningen af CO2 i atmosfæren.

Helt konkret nåede de 195 lande til enighed om at holde den globale temperaturstigning ”et stykke under” 2 grader celsius i forhold til ”førindustrielt niveau” – eller 1,5 grader, ”hvis det er muligt”. Samtidig slog man fast at vi i anden halvdel af dette århundrede skal have opnået balance mellem verdenslandenes CO2-udslip fra eksempelvis energiproduktion og landbrug – og den mængde CO2, der kan opsuges i naturen.

Så langt så godt. Aftalen handlede om at sende et politisk signal om at vi sammen begynder at bevæge os i den rigtige retning. Den indeholder ikke løsninger til hvordan vi kommer i mål og hvem der skal løfte byrden. Der skal den enkelte regering, by og virksomhed på banen med strategier der passer til intentionerne. I Danmark har vi bl.a. Energispareaftalen, som involverer samtlige danske energiselskaber og indeholder konkrete planer og mål frem mod 2020. Den har særligt stor betydning for boligejere der i dag holder sig varme med et oliefyr.

Energispareaftalen betyder nemlig at alle forsyningsvirksomheder skal yde en konkret indsats, der medvirker til gennemførsel af en energibesparelse hos en slutbruger. Indsatsen kan f.eks. være rådgivning, faglig bistand, finansielt tilskud eller en kombination af disse. Det enkelte energiselskab har sit eget energimål og skal dokumentere den konkrete indsats over for Energistyrelsen – hvilket er grundlaget for at du kan få tilskud til energibesparende løsninger i din bolig.

I Danmark stammer op mod 40 af vores samlede energiforbrug fra vores bygninger, og det meste går til opvarmning. Vi er derfor i en situation hvor mange er interesserede i at gøre det mere attraktivt at bevæge sig væk fra den dyre og forurenende olie og i retning af billigere og renere varmekilder. Det giver værdi for klimaet – men også for boligejerne uden fjernevarmetilslutning, som betaler en unødvendigt høj varmeregning for at holde kulden fra døren.

Man skal ikke skamme sig over at skrue op for varmen, når det er koldt eller lade være med at tænde for lyset om aftenen. Ligesom man ikke skal skamme sig over at fyre med olie. Men som forbruger og borger i verden må vi bidrage med det vi kan. Og det kan lige så vel være at tage cyklen hen til indkøbscentret som at undersøge, hvad dine  personlige muligheder er for at spare på energien til opvarmning af din  bolig.

Jeg tror, at de fleste danskere gerne vil have klimavenlige energiløsninger derhjemme, hvis det er økonomisk fornuftigt og praktisk muligt. Samtidig tror jeg også, at de fleste vil gøre hvad de kan for at fremtidssikre deres bolig.

Lars Chr. Lilleholt ved indvielse af Esbjerg Vandværk den 9. marts 2017

Kilde: ens.dk, efkm.dk, bolius.dk 

Få et lokalt tilbud på udskiftning af dit oliefyr
Få et lokalt tilbud på alternative og energivenlige opvarmningsmetoder, som kan spare dig penge og hjælpe dig af med oliefyret.
Del.

Om forfatteren

Efterlad en kommentar