Jordvarmeanlæg

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr +

Jordvarmeanlægget udnytter den energi fra solen, som oplagres i jorden. Det er blandt de mest energieffektive alternativer til oliefyret, men samtidig et af de dyreste i installationsomkostninger. Især fordi et ældre hus ofte vil kræve ny og bedre isolering.

Hvad er et jordvarmeanlæg?

Med jordvarme udnytter du den solenergi, der lagres i jordens øverste lag, og konverterer den til varme, der cirkuleres rundt i boligen. Det er en af de mest effektive energikilder til opvarmning af dit hus, fordi jorden indeholder varme i selv de koldeste måneder af året. Et jordvarmeanlæg producerer omkring tre gange så meget energi, som det forbruger, og reducerer boligens CO2-udslip med op til 75%.

Sådan fungerer det

Et jordvarmeanlæg består af en lang slange og en varmepumpe. Slangens funktion er at optage varme fra jorden, mens varmepumpens funktion er at omsætte jordvarmen til energi, der kan bruges til opvarmning af boligen og brugsvandet. I slangen løber frostvæske i cirkulation. Mens væsken passerer varmepumpen, optages varmen, inden den kolde væske igen sendes ud i kredsløbet. Varmepumpen i anlægget kræver strøm. Men på grund af det store energiafkast regnes jordvarme alligevel som en vedvarende energikilde og en miljørigtig opvarmningsform.

Hvor meget fylder anlægget?

Slangen skal graves omkring en meter ned i jorden og udnytte så meget jordoverflade som muligt. Jo længere slangen er, jo mere varme kan den trække ud af jorden. Arealet skal være minimum 300 m2 og helst være et græsområde eller lignende, da store beplantninger betyder skygge og dermed dårlig udnyttelse af solenergien. Varmepumpen kan placeres i bryggerset. Den er elektronisk og fylder ikke meget.

Kan jeg få et jordvarmeanlæg?

Hvis du overvejer, om et jordvarmeanlæg er noget for dig, skal du vide følgende:

    • Plads i haven
      Du skal have et jordareal på 3-4 m2 pr. m2 boligareal for at få effektiv jordvarme. Hvis der ikke er plads nok i haven, kan man dog grave jordslangerne lodret eller skråt ned.
    • Den rigtige jord
      Jordtypen har indflydelse på anlæggets udnyttelse af varmen. Lerholdig jord er eksempelvis bedre end sandet jord, fordi fugtigheden har betydning for jordens evne til at afgive varmen.
    • Afstand
      Din bolig skal ligge mindst 50 meter fra et alment vandforsyningsanlæg, og slangerne skal ligge mindst 60 cm fra naboskellet.
    • Radiator eller gulvvarme
      Fremløbstemperaturen (den temperatur, som vandet har, når det løber ind i radia­torerne) er lavere, når huset opvarmes med jordvarme. Du vil derfor måske skulle skifte dine radiatorer ud med en større model, installere flere radiatorer eller skifte til gulvvarme. I begge tilfælde skal de være vandbårne. Gulvvarmen giver de største varmeflader og er derfor absolut den bedste løsning
    • Spørg kommunen
      Inden etablering af jordvarmeanlægskal arbejdet godkendes af kommunen. Så husk at søge tilladelse.
    • Isolering
      Din bolig skal være velisoleret, hvis du vil opvarme den med jordvarme. Et dårligt isoleret hus kan få alvorlige konsekvenser, hvis du vælger jordvarmeanlægget.

Vælg den rigtige varmepumpe

  • Gå efter energimærke A+ eller A++
  • Vælg fra Energistyrelsens liste over lovlige og testede varmepumper
  • Vælg en frekvensreguleret model for størst effektivitet og længst levetid
Få et lokalt tilbud på udskiftning af dit oliefyr
Få et lokalt tilbud på alternative og energivenlige opvarmningsmetoder, som kan spare dig penge og hjælpe dig af med oliefyret.
Del.

Om forfatteren

Efterlad en kommentar